Madammen

På Hennegårdvar der en madamme, hun gik så grov
igen, da hun var død. Hun havde taget et barn af med livet og
begravet det under en sten i bryggerset. Der gik hun jo så og
pillede ved den sten. Så blev folkene endelig kede af det her og
fik fat i nogle præster, for ingen andre kunde jo gøre noget ved
det. De tre præster fra Nebel, Lunde og Henne kom. Men dem
var hun helt over æ hånd. Hun siger så: "Der er ingen andre, a
regner, end Lille-Jep i Næsborg, og han stod netop på prækestolen
-lige midt i prækenen. Så kunde han jo mærke det her, og han

slutter hans præken, sætter sig på vognen og siger til hans karl,
at han skal køre så stærkt, han kan. Karlen spørger jo om, hvor
han skal køre på, men han fik blot den besked, at han skulde
køre den vej, hestene selv vilde, over diger og grove, og hvad
de kom for. Nok er det, det var ikke så kort en vej, og det
blev aften, inden de kom til Hennegård. En gang på vejen
standsede hestene og vilde ikke ud af stedet. Så siger præsten:
»Tag lundstikken fra det frahånds baghjul og læg det bag i vogn·
en !« Da han havde gjort det, kunde de køre helt stolt. Så kom
de til en lille bæk, hvor der var et vadested. Da hørte karlen,
noget gav et brøl. Endelig kom de til vejende. J ep kom ind, og
da kunde de andre hverken gøre det eller det, hun stod og gren
ad dem. Så begyndte hun at søkke. Da hun mærkede, at hun
ikke kunde stå sig, lod hun ham høre, at han havde stjålet ...
Men han fik hende ikke længere ned end godt til bæltestedet.
Der sad hun så. De var jo nok fri for hende, men de kunde dog

ikke være tjent med det, og så hvælede de et stort kar over hende.
En del år efter får de en lille ny bryggerspige, og hun blev na-
turligvis formanet til, at hun ikke måtte komme til det kar. Men
hun var jo nysgerrig som andre fruentimmer, og da hun havde
været der en tid og kunde rede hende plet, som man siger, og
var krammet godt over hånden der i pladsen, så vilde hun jo
ikke rigtig lade sig kommandere, og så kom hun en dag i tanker
om at ville se, hvad der var under det kar, og hun letter det.
Da sidder fruen der og glor på hende. Pigen blev så angst, at
hun besvimede, og da de kom ud, stod karret noget på siden,
og hun lå der som død. Så vilde de mure en pille eller en hvælv-
ing om fruen af røde sten.  Madammens datter kom og vilde se
på, hvordan de gjorde det. Da sagde madammen: »Det var et
kønt datterstykke at gøre. Dertil svarede hun: I lag I var
min moder, da holdt a jer for moder, men nu kan I være den, I

er.« Så blev hun muret efter, og den pille skal stå der den dag
i dag. Nu skulle hr. Jep hjem til Næsborg igen, da han var
færdig med det her. Så spørger karlen, der var bleven siddende
ude på vognen, mens det foregik, om han skulde ikke stå af og sætte
hjulet under. »Nej, kør bare.« Karlen kørte sil til Næsborg, og
flere gange hørte han det brøl, når de skulde over vandløb.
Lav de kom hjem, sagde præsten: »Nu kan du bare sætte hestene
ind i stalden og gå i din seng«. Næste morgen var dog hjulet på, og
lundstikken var sat så godt for, at karlen næsten ikke kunde få
den fra igen.

Ole Birk vilde have lejet mig til at tjene der. Så
spurgte a, om det kapel var der endnu. Ja det var, sagde han.
Ja, så vilde a ikke være der, hverken for lidt eller meget.

OLE SIG OG KRISTIANE LARSDATTER, RÆRUP. 

Jomfruen

På Hennegårder en jomfru indemuret oppe på loftet. Den

 jomfru havde herremanden kvalt og indemuret i et lille kammer
der oppe. Nu tror folk jo, der var spøgeri der oppe, og så kom
der en fremmed herre kjørende dertil, som havde hørt det om den
lndemurede jomfru, for der var blevet en almindelig snak om det.
Han vilde ligge der oppe på kammeret, og pigen viste ham op
med lys. Nu var han sådan lidt nysgjerrig, og der stod en dør på
klem, som ikke godt kunde blive lukt, men der var ikke andet
end al slags skrammel inde. Så gik han jo i hans seng og slukte
lyset. Men det varede kun et lille korn, da kom der noget dum-
ende på gulvet ind til ham og trampede, og det fløjsådan over

sengestokken ved ham og kravlede ind under lagenet. Han blev
jo naturligvis forskrækket, men da han havde ligget en lidt, vilde
han række over og fornemme på det. Da var det sådan en trind

hård klundt ligesom et barnehoved. Han bad alle de bønner, han
vidste og kunde, til Vorherre, om ban vilde løse ham fra dether.
Så en times tid efter kom det hen over bam igjen og dumpede ned

på gulvet, og så var der ikke mere at mærke.

Niels Mortensen, Billum.